Gå til hovedindhold
logo

Budget 2023

Samtlige partier i byrådet står bag Frederikshavn Kommunes budget for 2023

  • Tegnsprog

Indhold

    Palmestanden en majaften

    Budgetaftale 2023

    I budgettet for 2023 er der samlet set balance mellem kommunens indtægter og udgifter.

    Samtlige partier i byrådet står bag Frederikshavn Kommunes Budget 2023. Når alle partier tager ansvar, er der ro, stabilitet og sikkerhed om retningen for kommunens økonomi. Det er vigtigt i en foranderlig verden, hvor usikkerhederne afløser hinanden. COVID-19-udgifter, krig i Ukraine og ukrainske fordrevne til vores kommune, energikrise, inflation og demografiske forandringer er faktorer, som vi ikke kan holde for.

    Kommunens økonomi har vi styr på, for så vidt angår de ting, vi selv kan styre. Vi ønsker ikke at efterlade regningen i børneværelset, og vi afdrager derfor ekstra 60,9 mio. kr. på vores gæld. Det frigiver årligt 3,2 mio. kr. fra afdrag, som vi kan bruge på drift.

    Det ændrer ikke ved, at vi har en bunden opgave, der hedder at reducere budgetterne med en procent. Det svarer til cirka 30 mio. kr. om året. Denne øvelse er nødvendig, fordi vores befolkningstal falder, og det betyder færre indtægter.

    Politisk har vi valgt at prioritere vores børn og unge i kommunen. Vi skåner Børne- og Ungdomsudvalget for 1 procent besparelsen svarende til 9,5 mio. kr. i 2023, således at indsatserne for børn og unge kan få fuldt fokus. Vi er lykkes med i fællesskab mellem udvalgene at finde 21,3 mio. kr. i budgettet i 2023, der skal skabe bedre mulighed for at give den nødvendige støtte og opbakning til børn og familier, der har
    det svært, og for, at de kan få den hjælp, de har brug for.

    Vi skal gøre mere for skoleelever og unge, der ikke er kommet i gang med job eller uddannelse. Vi etablerer et tværfagligt team, der via en håndholdt indsats guider og forbedrer de unges muligheder for at klare sig i skolen, gennemføre en uddannelse og  mestre livet. Det sker ved at omlægge nuværende indsatser på Børne- og Ungdomsudvalget, Arbejdsmarkedsudvalget og Økonomiudvalgets områder.

    På sundheds- og ældreområdet prioriterer vi indsatsen for at støtte dem, der har et lille og begrænset netværk med en Trivselspulje til at understøtte aktiviteter, der giver mulighed for at blive en del af fællesskabet.

    Vi prioriterer at opretholde tilbuddene om rehabilitering i Skagen, og vi friholder Fontænehuset og Lille-Skolen for 1 %-besparelsen.

    Frederikshavn Kommune og Region Nordjylland samarbejder om på sigt at samle sundhed og træning på sygehuset i Frederikshavn. Indtil videre samles sundhedsdelen på sygehuset og træning/genoptræning på Phønix i Frederikshavn.

    Forligspartierne har afsat midler i 2023 og årene frem til at realisere planerne.
    På arbejdsmarkedsområdet prioriterer vi en konkret indsats, der kan mærkes hos vores borgere og virksomheder. Vi afsætter midler i 2023 og 2024 til at arbejde målrettet med at nedbringe antallet af sygedagpengemodtagere.

    Udvidelsen af Sæby Havn er en investering, der allerede giver bonus. I 2023 investerer vi i at komme helt i mål med en legeplads, spuleplads og 20 skure, og vi prioriterer at
    bakke op om Vandsportens Hus.

    Vi afsætter midler til det fortsatte arbejde med udbygning af cykelstier/2-1 veje og med fornyelse af veje og stier med belægninger.

    Vi bliver færre i vores kommune. Det betyder også færre indtægter. Den udvikling skal stoppes. Vi vil være flere. Vi prioriterer derfor en analyse af, hvad vi konkret kan gøre for at få flere indbyggere.

    Vi prioriterer at byggemodne, hvor det ikke sker af sig selv via private investorer. I 2023 afsætter vi midler til byggemodning af 6-8 byggegrunde i Østervrå, hvor mange børnefamilier finder det attraktivt at bygge hus.

    Som grøn kommune prioriterer vi at investere i udvikling af grønne erhvervsarealer i Frederikshavn, der skal fremme muligheder for grøn omdannelse, genanvendelse, omsætning og jobskabelse.

    Det er i kommunen som i vores private hjem; når udgifterne stiger ét sted, og indtægterne ikke følger med, så må vi spare et andet sted. I forligspartierne tager vi ansvaret på os og står på mål for prioriteringerne og de valg og fravalg, vi har
    foretaget. Vi kører med en ”sikker hånd på rattet”, således vi kan sikre kommunens økonomi, levere en anstændig service over for vores borgere og et trygt arbejdsmiljø for vores 5.500 ansatte.

    Med venlig hilsen

    Birgit S. Hansen
    Borgmester

    I budgetaftalen for 2023 prioriteres en række områder, hvoraf nogle nævnes i dette afsnit.

    Den samlede budgetaftale fremgår af Frederikshavn Kommune Budget 2022-2025 i afsnittet ”generelle bemærkninger”.

    Vi vil være flere

    Befolkningstilbagegangen i Frederikshavn Kommune er formentlig den største udfordring, som kommunen står over for. Det er en udvikling, som skal vendes. Færre borgere betyder færre indtægter og færre indtægter betyder lavere service.

    Der iværksættes en afdækning med ekstern bistand af, hvilke helt konkrete indsatser, der kan iværksættes for at øge tilflytningen til kommunen.

    Af mere konkrete bosætningsinitiativer byggemodnes der seks grunde i Østervrå og der afsættes 1,5 mio. kr. i 2023 til at understøtte løbende indsatser i puljen ”By og Opland”.

    Børne- og Familieområdet

    Allerede forud for budgetforligt var der prioriteret 21,3 mio. kr. i 2023 og frem til Børne- og Ungdomsudvalget. Beløbet er beskrevet senere i denne informationsudgave.

    I forbindelse med budgetforliget blev der afsat 1,0 mio. kr. til en målrettet inklusionsindsats i Folkeskolen.

    Der afsættes 2,0 mio. kr. årligt til løn og indsatser til etablering af et tværgående ressourceteam - der med konkrete indsatser skal støtte og hjælpe de enkelte institutioner, skoler, familier med målrettet råd og vejledning om initiativer i klassen, skolen, familien og hvor behovet for konkret støtte bedst gives. Den unge har brug for at opleve alternativer og blive understøttet i, at der kan være en anden vej at gå og så samtidig opnå sit mål/sin drøm. Der skal arbejdes med klasserumsledelse, fællesskaber , undervisningsmetoder og -former, mangfoldighed, gensidige respekt mellem den enkelte med behov og kommunens samlede indsats over for familien, mellem skole, kommune og erhvervslivet.

    Ældre og sundhed

    Der er stort fokus på, at der skal arbejdes med støtte til den gruppe, som har et lille eller begrænset netværk. Der afsættes 1,0 mio. kr. årligt til udvidelse af ”klippekortordningen” for ældre.

    På rehabiliteringsområdet prioriteres der 0,3 mio. kr. til at videreføre den specialiserede indsats i Skagen. På handicap- og psykiatriområdet afsættes der 0,1 mio. kr. til eksempelvis instrumenter til dagtilbuddene, ladcykler og understøttelse af koncerter på botilbud.

    Teknik og Havne

    Der er afsat midler til etablering af legeplads, spuleplads og 20 skure på Sæby Havn som den sidste del af projektet omkring havneudvidelsen i Sæby. Endvidere er der afsat 2,0 mio. kr. til Vandsportens Hus.

    Der er afsat 2,5 mio. kr. til at fortsætte arbejdet med at forny belægningen på veje og stier samt udbygge cykelstier/ 2-1 veje med fokus på sikre skoleveje.

    Ekstraordinært afdrag på gæld

    I budgetforliget blev det aftalt, at der skulle foretages et ekstraordinært afdrag på kommunens langfristede lånegæld på 60,9 mio. kr. Afdraget blev betalt ind allerede i november 2022 for at få den fulde effekt på renter og afdrag i hele 2023.

    Med nedbringelsen frigøres der i hvert af de efterfølgende år 3,2 mio. kr. som følge af lavere udgifter til renter og afdrag.

    Hvert år aftaler Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen de overordnede rammer for kommunernes økonomi.

    Budgetaftalens overordnede rammer:

    1. Serviceudgifter
      Servicerammen i 2023 udgør samlet 287,4 mia mia. kr.
      (I Frederikshavn Kommunes budget er indregnet 2.984,4 mio. kr. til serviceudgifter).

    2. Anlæg
      Kommunerne må anvende 18,5 mia. kr. på anlæg
      i 2023 (I Frederikshavn Kommune er indregnet 130,6 mio. kr. i bruttoanlægsudgifter i 2023).

    Det er resultatet af budgetaftalen mellem KL og regeringen, som lægger de overordnede rammer for kommunernes budgetter – herunder lofter over kommunernes serviceudgifter og anlægsudgifter.

    På baggrund af aftalen udarbejder hver enkelt kommune sit eget budget, men da kommunerne risikerer økonomisk straf, hvis budgetterne ikke ligger inden for rammerne, så følger KL løbende op på, om kommunerne samlet set overholder rammen. Dette sker bl.a. ved at alle landets borgmestre samles og vurderer budgetsituationen og aftaler, hvordan hver enkelt kommune kan bidrage
    til den samlede aftaleoverholdelse.

    De foreløbige optællinger viser, at det er lykkedes for kommunerne at overholde den samlede ramme for service- og anlægsudgifter. Der er således ikke udsigt til en sanktion for budgetterne på udgiftssiden i 2023. Det lykkedes imidlertid ikke for kommunerne at holde skatterne i ro, hvilket er et lovfæstet krav og dette udløser en sanktion fra staten.

    Samlet set stiger de kommunale skatter med 300 mio. kr., og det betyder en tilsvarende reduktion i det bloktilskud staten yder til kommunerne. I 2023 betales 75% af reduktionen af de kommuner, som har hævet skatten, mens de resterende 25% dækkes af alle kommuner. For Frederikshavn Kommune betyder det, at der forventes en reduktion i kommunens indtægter i 2023 på 2,3 mio. kr. som følge af sanktioner på skatteområdet.

    Kontakt

    Leif Christensen

    Budget og Analyse